Fodbold

Har du lyst til at udvikle dit fodboldspil yderligere, så er du kommet til det rette sted. Vi giver dig mulighed for at få fra 2 og helt op til op til 6 timers træning i ugen – på vores egen kunstgræsbane. Vi vil arbejde med at udvikle dig både teknisk, fysisk og psykisk. Vi sørger for at træningen bliver både varierende, spændende og udfordrer dig, uanset hvilket niveau du kommer med.

I løbet af året vil vi også inddele jer i hold, så I får mulighed for at spille sammen med nogle, I passer med niveaumæssigt. Vi kommer ikke uden om, at konditionen også er vigtig som fodboldspiller, og derfor vil vi hjælpe med at du får opbygget en grundform. I løbet af året deltager vi også i forskellige turneringer både indendørs og udendørs, hvor vi spiller mod andre efterskoler fra hele landet.

Klubfodbold, mens du går på efterskole

Hvis du har mod på mere klubfodbold og har lyst til at spille DBU-turneringsfodbold, så har vi på Nørre Nissum Efterskole et samarbejde med Lemvig GF. Her træner vi en gang om ugen på efterskolens kunstgræsbane, og holdene deltager i DBU´s klubturnering. Der vil være ca. 10 kampe efterår og 10 kampe forår. Kampene passes ind i efterskolelivet, så man så ikke går glip af noget på skolen.

Tilbuddet er for dem, der gerne vil spille mange kampe både i klub- og efterskoleregi.

Har dette tilbud vækket din interesse, så skal du være opmærksom på en merbetaling til spillertøj, kontingent (Lemvig GF) og buskørsel til alle udekampe. For mere info: kontakt bb@nissum.dk.

DBU-klubturnering for piger

På Nr. Nissum Efterskole deltager vi i DBU´s klubturnering med pigerne. Vi tilmelder os i Serie 2 Kvinder, hvilket jo betyder, at vi spiller mod de voksne – og det er der mange fordele i. For det første skal vi ikke køre så langt, da det er klubber i nærheden, og for det andet så giver det en super træning at møde hold med erfaring og styrke, og som kan give vores dygtige piger kvalificeret modstand. I det hele taget er det en rigtig god måde at få sammenspillet holdene på inden de vigtige efterskolekampe, og det har været enormt populært blandt pigerne, da de, udover at blive sammenspillet på banen, også får et fantastisk godt fællesskab på rekordtid.

Det er frivilligt, om man vil være med på vores DBU-hold, men vil man gerne det, så betyder det ekstra 10-12 kampe i efterårssæsonen, men ikke ekstra træning. Altså 10-12 kampe udover efterskolekampene i Vestjysk Mesterskab og DM.
Man skal minimum have 4 timers fodboldtræning i ugen for at kunne vælge DBU klubfodbold på Nr. Nissum Efterskole.

Fodboldtræneruddannelse på Nørre Nissum Efterskole

I forbindelse med vores periodefag vil der være mulighed for at tage første modul i UEFA´s træneruddannelse. Et forløb på 14 timer i foråret hvorefter du vil kunne kalde dig C1 træner.

Mulighed for tilvalg af fodbolddommeruddannelse

Nørre Nissum Efterskole tilbyder i samarbejde med den lokale dommerklub og DBU Jylland at tage fodbolddommer grunduddannelsen her på skolen. Henover to weekender vil der komme en instruktør, der vil guide jer igennem teori, afsluttene med en prøve i fodboldloven. En grunduddannelse, der vil styrke og forbedre dit kendskab til fodbold.

Hejsa, vi er i fuld gang med at lave hjemmesiden om. Så vi beklager roddet :-)