Tlf: 97891004
E-mail: nne@nissum.dk

Endelig er den her – den første elevfest!

Eleverne har sat kæmpe stort kryds i kalenderen, talt dagene ned, bestilt pakker med nyt tøj, sat outfits sammen og snakket, grinet og hvisket sammen hele ugen. Det er tid til årets første elevfest – en begivenhed, der sidste år var aflyst pga. Covid-19, men som nu er tilbage til stor glæde og forventning.

Elevfester er heller ikke uden betydning for sådan en efterskoleår, mener andetårselev Marcus Bilberg, som jo altså gik glip af de elevfester, der ellers var planlagt i sidste skoleår. Kun afslutningsfesten blev holdt som planlagt.

– Det betyder noget for det fællesskab, vi har med hinanden. Sidste år var vi mere opsplittet i grupper, for da gik vi glip af både festerne, skituren og rejserne i foråret, som er nogle af de ting, der er med til at give et godt fællesskab, fortæller han.

Marcus forventer, at festen i aften kan være med til at ryste eleverne sammen på tværs.

– Når folk får lidt at drikke, så giver de slip og folder sig mere ud, og det gør, at man lærer hinanden bedre at kende – og på en lidt anden måde, siger han.

Det betyder især noget, at det er en fest for “ALLE skolens elever”, mener han.

– Det der med, at alle er med – ingen bliver misset eller skal være alene, det gør fællesskabet stærkere, lyder det fra Marcus.

Det har tydeligt kunnet mærkes i løbet af ugen, at forventningerne er helt i top, og at det her er noget, alle har ventet på. Hjemme på skolen varmes der op med høj musik ud af boomblasteren til eftermiddagskaffen og sugerør i “drinks”, før den helt store make up-seance og klargøring går i gang. Både andetårseleverne, som føler sig snydt fra sidste år, og førsteårseleverne, som ser frem til deres første fælles efterskolefest, er mere end klar på at springe på bussen, når den sidst på eftermiddagen kører til et forsamlingshus i Spjald, hvor en frivillig flok forældre står klar med alt, der skal til til sådan en rigtig elevfest.

Tilbage
Aktiv 1

Vil du være en del af holdet?

Bliv elev
Aktiv 2