Tlf: 97891004
E-mail: nne@nissum.dk

Et brag af en teaterkoncert

160 elever har hele den seneste uge knoklet for et enkelt øjeblik. Det øjeblik, hvor lyset tænder ned på scenen, og årets teaterkoncert skal fremvises for forældre og søskende. Og sikke et brag af en forestilling, det blev.

Årets stykke havde titlen “Generation Next” og trak publikum gennem de seneste syv årtier i et tilbageblik på personlige beretninger fra historiens gang. Et krondiamantbryllup satte scenen fra start, og de forskellige generationer ved festen tænkte tilbage på oplevelser fra deres ungdom.

Det blev en rejse gennem hippietiden, kvindefrigørelsen, murens fald, de store sportsbegivenheder i 90’erne, mobilernes indtog, finanskrisen og meget andet.

Nyt indblik i teaterverdenen

En af dem, der var på scenen flere gange – blandt andet som Poul Kjøller – var Cornelius Noe Lund, som fik en stor oplevelse ved at være med til at få en teaterkoncert op at stå.

– Det udvider ens ide om, hvordan en forestilling kan finde sted. Normalt ser man kun det færdige stykke. Får et indblik i, hvordan det bliver til fra start til slut, når man selv skal skrive replikker og øve og øve og øve, fortæller Cornelius.

Han oplevede også at få noget socialt ud af ugen.

– Vi blev blandet godt, og jeg kom til at snakke med nogle andre, end jeg plejer. Normalt er man jo mest sammen med dem fra klassen og valgfag osv. Så det var fedt, siger han.

Stor ros til eleverne

Det var ikke kun det talstærkt fremmødte publikum, som var begejstrede for årets præstation. Også musiklærer Peter Venø, som har mange teaterkoncerter på bagen, var imponeret over det færdige resultat.

– Det er altid med lidt spænding i kroppen, når man går i gang med sådan et projekt helt fra bunden. Det er meget op til elevernes input, om man når det, man skal. Det gjorde vi i år. Det blev en rigtig god teaterkoncert både på skuespil og musik. Så stor ros til eleverne, lyder det fra Peter.

Tilbage
Aktiv 1

Vil du være en del af holdet?

Bliv elev
Aktiv 2