På en kold vinterdag i midten af februar trillede samtlige af efterskolens lærere ud på de jyske landeveje for at sprede lidt varme og en lille pakke til de stærkt savnede elever, som vi ikke har set uden for skærmen siden december.
Af Maria Brunsgaard Krogshede
Solen skærer skarpt gennem foruden, så vejen næsten forsvinder i det stærke modlys. Også min sølvgrå Astra er fyldt op med kasser stoppet med lækre sager fra efterskolens køkken. En til hver til de elever, jeg har fået lov til at kigge forbi hos. Et udendørs besøg, naturligvis, med to meters afstand, men alligevel – et rigtigt besøg.
Med et forventningsfuldt smil på læben ringer jeg på hos Jonas, som er den første på min liste. Der bliver lukket op i shorts og strømpesokker, for hvem skal nogen steder i disse dage? Mens vi hyggesnakker om hverdag, venner, online-undervisning og Jonas’ mor (som tilfældigvis var min sundhedsplejerske), slår det mig, hvor meget man savner noget så simpelt som smalltalk. De der små inputs, vi giver hinanden i en normal hverdag. Et rigtigt smil.
Varme snakke og kolde tæer
Astraen triller videre gennem Lemvig og ind til Nanna, som tager imod på trappen. Nanna deler min snakkesalighed, og før vi får hold på det, er mine tæer frosset, så det prikker langt ind i foden. Men det er det værd, for vi får vendt hele verdenssituationen, og det er rart at have en rigtig samtale med en, man ikke har set uden for skærmen i lang tid.
På med fodvarmen i bilen, og tæerne tør langsomt op, mens jeg nærmer mig 
Bækmarksbro. Her venter Maja, som bor på en kvæggård lidt uden for byen. Man kan mærke varmen helt ud i gårdspladsen, hvor Maja åbner med et kæmpe smil. Og en overraskelse til mig. Hun har simpelthen bagt hindbærsnitter til mig, som jeg får i en lille foliebakke til at tage med mig. Det er bare et af de slags øjeblikke, hvor man gerne ville have givet et kram.
Byskiltet siger nu Vemb, og på vej om mod Frederikke spekulerer jeg på, om jeg mon får chancen for at hilse på begge søstre, for det er nemlig en rigtig NNE-familie, jeg er på vej til. Ud over Frederikke og hendes kusine Mathilde, som går på skolen nu, er de to pigers storesøstre også tidligere elever. Det viser sig, at jeg har heldet med mig, og der er dobbelt op på glade ansigter hos familien Daniels. Storesøster Cecilie var i min allerførste kontaktgruppe, da jeg var nyuddannet, så der var mange gode minder, der skulle vendes.
Savn og håb
Formiddagen går på hæld, og jeg nærmer mig den sydligste destination på min liste. Her er der også to dejlige NNE-gensyn – nemlig med søskendeparret Nicklas og Caroline Hedegaard. Som alle andre steder skinner det tydeligt igennem, at selv om de har det godt, så savner de deres venner på efterskolen enormt meget. Vi deler de små frustrationer og det store håb om snarlig gensyn, og på vej ud ad byen tænker jeg på, hvor seje vores elever egentlig alle sammen er, og hvor lidt de klager sig, i forhold til hvad de går glip af for tiden.
Den sidste kasse afleverer jeg ikke særligt langt fra mit eget hjem. Faktisk anede jeg ikke, at Thomas og jeg bor så tæt på hinanden, eller at han har gået på Bøvling Friskole – i min hjemby. Jeg føler, at vi pludselig har en masse til fælles, som jeg ikke var klar over før i dag. Thomas vidste det heller ikke, så da vi med et smil ønsker hinanden en god vinterferie, tænker jeg på, at de her besøg virkelig er meget værd. Ikke bare hos de elever, man er tæt på hver dag, men også hos dem, man stadig er i gang med at lære at kende.
Idet jeg træder ind ad min egen dør igen med forfrosne fødder og nybagte hindbærsnitter, smiler jeg for mig selv, for selv om den næste periode igen byder på online-undervisning, så kan den her oplevelse varme i lang tid. Gensynet med de unge mennesker minder mig om, hvor meget jeg elsker mit arbejde, og at fra den dag vi kommer tilbage på efterskolen igen, byder resten af skoleåret på masser af dage, der har potentiale for at blive lige så gode som den her. Eller måske endda bedre.
Tilbage
